Skole og Sfo

HYLKE SKOLE & SFO

Hylke skole spreder aktivitet til hele byen, og er med til samle byen i et helt unikt fællesskab.   

I Hylke går vi imod strømmen. Mens andre landsbyer lukker købmænd, børnehaver og mister forsamlingshuse, blomstrer Hylke og har i dag et helt usædvanligt aktivt lokalsamfund. En stor del af succesen skal tilskrives vores lille skole. 


Hylke skole er en anneksskole for indskolingsklasserne fra 0. – 2. kl. Skolen drives som en landsbyordning og har daglig ledelse sammen med børnehaven Tusindfryd. Landsbyordningen drives sammen med Virring skole og Bakkehuset, som er en integreret institution i Virring. På den måde høstes stordriftsfordelene ved fælles administration samt fordelene ved at beholde de mindste klasser lokalt. Og netop dette er nøglen til opblomstringen af det aktive landsbyliv i Hylke, som man i andre landsbysamfund kun drømmer om.

  

Skolen i Hylke er ikke ny; dens historie kan dateres helt tilbage til år 1727, hvor den kongelige Rytterskole blev opført i byen. I 1909 blev den nuværende og lidt større skole bygget og samlede hele egnens børn. I 1980’erne blev skolen i en kort periode offer for centralisering og lukket. Heldigvis valgte kommunens byråd i 1986 at gå imod strømmen og genåbne skolen som en anneksskole til Virring Skole. Igen var egnens børn samlet.

I 2014 fik Hylke tilsagn fra Skanderborg Kommune om at der kunne bygges ny skole i Hylke. Samtidigt gav kommunen grønt lys for at landsbyen kunne skabe et foreningshus i den tidligere skole. Hylke Skole blev bygget i løbet af første halvår 2015.


Hylke har ca. 400 indbyggere. Efter sommerferien 2015 starter der 19 nye børn i 0. kl. – i alt går den nu på skolen 43 elever. Den nye skole er tegnet af arkitekt Frost Larsen, og bygget af lokale håndværkere med hjælp fra byens borgere. Den nye skole er bygget sammen med børnehaven og byens nye multihus som byens borgere har sat i stand og indrettet i den gamle landsbyskole fra 1909. Det har kostet kommunen 4,6 millioner kroner at bygge den nye skole.

Skolen blev indviet d. 14. august 2015 med taler og snoreklip af Undervisningsminister Ellen Trane Nørby, Udvalgsformand Frands Fischer, Børne- og Undervisningsudvalget Skanderborg Kommune samt Skoleleder Jette Hedelund.